Udgiv din børnebog – tips fra børnebogsforfatteren

Hvordan bliver en børnebog til? Kig med i denne artikel, når Ulla Schejbel Nielsen deler ud af sine erfaringer.

Børnebogsgenren er populær, men hvordan arbejder en forfatter til bøger skrevet i børnehøjde? Vi har talt med Ulla Schejbel Nielsen, der forlængst har skrevet sin første børnebog og udgivet tre bind i sin serie om Felven og syvsoveren.

Ordene

Lige fra barnsben har hun haft en forkærlighed for ord, som udmyntede sig i små historier og sange. Da hun blev voksen, lå arbejdet som kommunikationsmedarbejder lige for. Her var skrivningen også i fokus, og hun skrev alt lige fra pressemeddelelser til webtekster og små optrin.

Det med at skrive var således langt fra fremmed for Ulla Schejbel Nielsen, og på et tidspunkt blev hun grebet af tanken om at skrive en længere fiktiv fortælling.

Idéen til fortællingen om Felven voksede frem og i takt med, at projektet tog form, blev timerne ved tasterne til mange. Ulla Schejbel Nielsen var godt i gang med sin første børnebog.

Børnebogsgenren var oplagt. Jeg har et fagligt godt kendskab til målgruppen. Samtidig holder jeg meget af at fortælle en god historie til børn og har gjort det en del både professionelt og privat.

Ulla Schejbel Nielsen skriver på sin tredje børnebog

Inspirationen

Interessen for børnelitteratur betyder, at Ulla Schejbel har læst en masse inden for genren.

Derfor er det heller ikke let for hende at pege på bestemte titler, som har efterladt sig et særligt aftryk for hendes egen forfattervej. Som barn var hun glad for “Den uendelige historie” af Michael Ende. Men hun er gennem tiden stødt på mange velskrevne børnebøger, både af kendte forfattere som f.eks. danske Josefine Ottesen og Lene Kaaberbøl, men i høj grad også af mindre kendte forfattere med små oplag.

Efter hendes mening findes der utrolig megen god nyere dansk børnelitteratur, som det er værd at dykke ned i.

Men det er ikke alene i bøgerne, hun henter sin inspiration. Naturen er også en væsentlig kilde og små ting som et sjovt dyr, en lyd eller et underligt blad kan sætte gang i fantasien og få en idé til at tage form.   

Formgivningen

En vigitg del af en børnebog, ja for en bog uanset genre, er dens omslag. Det er afgørende for læserens første møde med bogen. Derfor har Ulla Schejbel Nielsen også brugt en del tid på at finde en illustrator, som kunne skabe et billede til omslaget og lave illustrationer, som passede til hendes fortælling. Hun søgte på Instagram, kunstmesser – ja, alle mulige steder.

På et marked møder hun tilfældigt kunstner Mia Mouridsen, som har en stand med sine akvareller. Hun ender med at være den oplagte illustrator til Ulla Schejbels fortælleunivers.

Ikke alene var der et fint match imellem ord og billedudtryk, Mia Mouridsens tegneteknik betyder også, at hun formår at gemme flere motiver inde i et enkelt motiv.

Kigger man nærmere på Felvens kjoler på forsiden af bøgerne, kan man f.eks. finde en del af bøgernes handling gemt i dem. Mia Mouridsens baggrund som biolog tilfører desuden dyrene i bogen nogle fine detaljer.

Selve opsætningen af omslagene har Ulla Schejbel lagt i hænderne på en af vores grafikere her hos BoD. Det var vigtigt for hende at få andre øjne på layoutet.

Da hun valgte at få designet et Premium-omslag, modtog hun to udkast til den første af bøgerne. Det ene var meget, som hun havde forventet. Det andet var mere kulørt, fordi grafikeren havde arbejdet videre med illustrationen.

I første omgang var Ulla Schejbel i tvivl om, hvilket af de to udkast, hun skulle vælge. Hun valgte derfor at inddrage sine fremtidige læsere og spørge et par børn i målgruppen om, hvilken bog de helst ville læse.

Læserne

En ting er at have flair for ord og lade kreativiteten råde i skriveprocessen og undervejs i layout- og formgivningsdelen en anden er et få kontakt til sine læsere, når bogen er udgivet.

Ulla Schejbel har gjort brug af forskellige kanaler til at nå ud til sin målgruppe. I første omgang valgte hun at sende pressemeddelelser samt billedmateriale ud til de lokale medier. Det kom der god respons på. Samtidig kontaktede hun et par bogbloggere, som også har anmeldt hendes debutudgivelse.

Derudover har hun også sin egen hjemmeside, som hun løbende opdaterer med anmeldelser, klip fra artikler, ideer til undervisning og lignende.

Sidst men ikke mindst nævner hun de givende og sjove besøg i et par skoleklasser. Eleverne stillede relevante spørgsmål til bøgerne og til det at skrive fantasy. Hun kom hjem med flere gode bud på, hvordan fortællingen om Felvens eventyr kunne fortsætte.

Til dig der drømmer om at udgive din egen børnebog

Ulla Schejbel har allerede udgivet 3 bind i sin fantasyinspirerede serie, som egner sig til børn fra 5 år. Hvilke erfaringer har hun gjort sig? Hvad vil hun give videre til andre, som selv vil i gang med at udgive deres bøger?

Drop bekymringerne og gå i gang. Sørg for at få hjælp til det du ikke kan selv – og sørg for at bruge dit netværk. Du kan for eksempel ikke læse korrektur på din egen tekst.

Lad læsere og fagpersoner give dig indspark undervejs til tekst, illustrationer osv., så du ender med, at få et gennemarbejdet materiale og præcis den bog, du gerne vil præsentere læserne for. 

Ulla Schejbel tilføjer, at man sagtens kan begynde at gøre opmærksom på bogen, inden den udkommer.

Brug dit netværk, hav gode billeder og tekst klar til lokal presse og SoMe. Tag fat i bloggere og forsøg at komme i dialog med din målgruppe de steder, hvor det er oplagt.

Du kan læse mere om at gøre opmærksom på dine bøger på Instagram i artiklen Hvordan planlægger jeg min udgivelse på Instagram?

Skriv et svar

*Obligatorisk felt