Bogbinding: Hvad er det og hvilke bindingstyper findes der?

Endelig! Din bog er færdig, og nu overvejer du måske, hvordan din bog skal bindes? Få overblikket her!

01.09.2023 · Liv Grønborg Udformning

Endelig! Din bog er færdig. Du har færdiggjort dit manuskript, fået læst korrektur på indholdet, designet et professionelt omslag og med en genrerelevant bogsats sørget for, at læserne gerne vil have fingrene i din bog? Perfekt. Så er vi jo færdige, ikke?
Nej, ikke helt. Først skal du lige overveje, hvilken type bogbinding din bog skal have, så manuskript og omslag bliver sat sammen på bedste vis.

Hvad er bogbinding egentlig?

Bogbinding har til formål at samle dit værk i et professionelt og holdbart format. Det betyder, at siderne i dit manuskript bliver bundet afhængigt af, hvilken indbindingstype du vælger (fx paperback eller hardcover). Mens bogindbinding tidligere var rent manuelt arbejde, har vi nu maskiner til at hjælpe os.

Uanset om det er en kogebog, en roman eller en digtsamling, vil vi her i indlægget vise dig de forskellige muligheder for at præsentere din bog perfekt med den passende bindingstype.

Hvad er forskellen på “indbindingstype” og “bindingstype”?
Indbindingstype: Selve omslagstypen (paperback, hardcover, spiralryg/ringbind, hæfte)
Bindingstype: Måden, bogen bindes sammen på (klæbebinding, garnhæftning, ringbind, hæftning)

Bogbinding har selv i vores digitale verden en stor betydning. Mange læsere foretrækker stadig det klassiske fysiske format frem for e-bogen. Den fysiske bog kan være med til at forbedre læseoplevelsen og gøre dit værk mere titalende og håndgribeligt – bogstaveligt talt. I modsætning til en e-bog kan en fysisk bog også flytte direkte ind hos din læser og blive beundret på bogreolen hver dag.

Hvis du er i tvivl om, hvilken bindingstype der passer til dig og din bog, kan vi måske gøre dig klogere i de næste afsnit.

Hvilke typer indbinding findes der?

Der er flere muligheder at vælge imellem, når du vil lave dit manuskript til en fysisk bog. De mest populære bindingstyper er garnhæftning, klæbebinding, spiralryg og klammehæftning, som alle kan vælges hos BoD. Alle bindingstyperne har hver især sine egne fordele og egner sig til forskellige formål – fx afhængigt af om din bog skal være ekstra robust eller skal kunne åbnes helt fladt.

Garnhæftning

Denne indbinding egner sig bedst til bøger, der skal være særligt robuste, eller bare fremstå ekstra flotte. Garnhæftning kan udelukkende vælges til hardcover-bøger. Den er særligt egnet til fx børnebøger, kogebøger og dekorative udgaver af skønlitterære bøger.

Garnhæftning er en populær indbindingstype i bogproduktionen. De enkelte bogsider sys sammen til en samlet bogblok, før den limes sammen med omslaget. På den måde bliver bogryggen blød og smidig, og det er muligt at åbne bogen, så den ligger helt fladt. Samtidig får bogen en finish af særlig høj kvalitet, så den ser flot ud, selv efter mange timers læsning.

Klæbebinding

Den mest kendte metode til bogbinding er klæbebinding. Klæbebinding egner sig enten til hardcover-bøger, hvor man ikke vælger garnhæftning, eller til paperbacks. Paperbacks består af et robust papomslag, og klæbebindingen gør, at bøgerne er fleksible. Denne type binding er derfor perfekt til fx guides, fagbøger, skønlitterære titler og romaner, der bliver brugt en del eller tages med på farten.

Ved klæbebinding lægges arkene sammen efter hinanden, og bogblokkens ryg er let ru, så limen kan binde godt til bogens omslag. Begge limtyper (alt efter papirtype bruger vi enten hotmelt eller PUR), der anvendes til indbinding af paperbacks, er veganske.

Klæbebinding til paperbacks er billigere end garnhæftning til hardcover-bøger, men holdbarheden er ofte ikke så lang som for garnhæftning eller klammehæftning.

Spiralryg – wire-o

En anden mulighed for bogbinding er spiralryggen (også kaldet wire-o). Denne bindingstype giver dig og dine læsere fleksibilitet og brugervenlighed, hvilket gør den særlig praktisk til kogebøger, kalendere eller notesbøger.

Med denne type binding stables de enkelte bogsider oven på hinanden og perforeres (der laves huller). De perforerede sider samles derefter med metal- eller plastikringe, hvilket gør bogen nem at åbne og bladre i.

Klammehæftning

Hæftebinding er en nem og effektiv metode til at binde bøger, som har et forholdsvist lavt sidetal (max 48 sider). Den er derfor ideel til udgivelser i små formater som hæfter, magasiner, notesbøger eller kataloger.

Hæftebinding bruger to kraftige hæfteklammer til at samle siderne, så du får et robust, men let hæfte. Det er en økonomisk metode, som gør det nemt for dig at præsentere dit indhold og er især velegnet til mindre projekter.

Formater til bogbinding

Inden for bogbinding er valget af den rigtige størrelse også en afgørende faktor for at optimere din bogs udseende og læsbarhed. Når du vælger format, er det vigtigt at overveje, hvilken type bog der er tale om, og hvad den skal bruges til. Nedenfor præsenterer vi de forskellige størrelser, du kan vælge mellem til din bog.

Små formater

  • 12 x 19 cm: Det praktiske format på 12 x 19 cm er ideelt til paperbacks og især romaner. Det er praktisk til rejser og giver en god balance mellem læsbarhed og kompakthed.
  • 13,5 x 21,5 cm: Et lidt større format er 13,5 x 21,5 cm, som er perfekt til romaner og skønlitterære bøger. Det giver plads nok til et behageligt læseflow uden at være for stort til at tage med sig.
  • 14,8 x 21 cm: A5-formatet på 14,8 x 21 cm er alsidigt og både velegnet til romaner og fagbøger eller manualer. Det giver plads nok til mere omfattende tekster og har stadig en handy størrelse.
  • 15,5 x 22 cm: Dette format er perfekt til faglitteratur, guidebøger eller teknisk litteratur. Med sine lidt bredere dimensioner giver det plads til informativt indhold, og det er lettere at læse grafikker eller tabeller.

Mellemstore formater

  • 17 x 17 cm: Det kvadratiske format på 17 x 17 cm er ideelt til børnebøger, illustrerede bøger eller kunstbøger. Det giver en flot præsentation af illustrationer og giver plads til kreative layouts.
  • 17 x 22 cm: Dette format egner sig godt til kogebøger eller rejsebøger. Det giver plads nok til opskrifter, illustrationer og rejseoplevelser og er alligevel praktisk nok til at blive brugt i køkkenet eller på farten.

Store formater

  • 21 x 15 cm: Det liggende A5-format på 21 x 15 cm er ideelt til brochurer, magasiner eller fotobøger. Der er plads nok til billeder i stort format og er det stadig nemt at håndtere.
  • 19 x 27 cm: Med sine lidt større dimensioner kan vi anbefale 19 x 27 cm til fx fotobøger eller kunstbøger. Der er god plads til at vise fotos og kunstværker i høj kvalitet og præsentere dem i et imponerende format.
  • 21 x 21 cm: Det kvadratiske format på 21 x 21 cm er et populært valg til coffee table-bøger, fotobøger eller digtsamlinger. Det giver en æstetisk præsentation af indholdet og tilføjer et særligt touch til bogen.
  • 21 x 29,7 cm: A4-formatet er et godt valg til de mere omfattende bøger som faglitteratur, leksika eller rapporter. Det giver god plads til omfattende tekster, tabeller og illustrationer.

Priser for bogbinding

Prisen for bogbinding varierer afhængigt af den valgte bindingstype, bogens format, sideantal og antal farvesider. Generelt er hardcover-bøger lidt dyrere end paperbacks på grund af de kvalitative materialer og en mere kompleks produktion. Spiralindbinding er normalt den billigste løsning – men er ikke egnet til alle bøger på grund af udtrykket og det begrænsede sideantal.

Bogbinding er en kompleks og håndværksmæssig svær proces, hvilket er grunden til, at langt det meste af arbejdet hos os nu bliver udført helt maskinelt. Dog har man stadig brug for mennesker til fx kvalitetstjek samt enkelte opgaver i processen. Se, hvordan processen i vores trykkeri er i videoen her (findes også nederst i blogindlægget). Processen kræver derudover, at man arbejder med materialer af høj kvalitet, herunder papir, lim, stof til bogryggen, materialer til bogomslag, klæbemidler og omslag.

Prisberegner – salgspris og avance

For at få en fornemmelse af, hvordan dit valg af format og indbinding vil påvirke trykprisen, kan du bruge priskalkulatoren på vores hjemmeside. Der kan du også fastsætte butiksprisen og dermed din avance. Paperbacks er fx generelt billigere at producere end hardcover, og derfor kan det ofte betale sig at tilbyde dem til en lavere pris. I princippet er der ingen grænser, og du kan frit bestemme, til hvilken pris og med hvilken avance du vil sælge din bog. Prisen skal dog selvfølgelig som minimum dække tryk- og distributionsomkostningerne, hvilket du også kan se i priskalkulatoren. Vi giver i priskalkulatoren en uforpligtende anbefaling til avancen samt butiksprisen, som ud fra vores erfaring har en positiv effekt på salget. Derudover kan vi anbefale dig at kigge på lignende titler i din boggenre og sammenligne, hvilken pris andre forfattere har valgt som salgspris.

Trykpris – jo flere bøger, jo billigere

Det er også vigtigt at nævne, at prisen normalt afhænger af antallet af producerede bøger. Hvis du bestiller større mængder til eget brug, kan prisen pr. eksemplar reduceres, så stykprisen bliver lavere. Det skyldes, at når antallet af bøger stiger, fordeles de faste omkostninger til opsætning af trykmaskiner og forberedelse af trykprocessen på et større antal enheder. Disse faste omkostninger spredes ud over den samlede produktion, hvilket reducerer stykprisen.

Kort opsummering af de forskellige typer bogbinding

Uanset om det gælder garnhæftning, klæbebinding, spiralryg eller klammehæftning: Alle bindingstyper giver dig resultater af høj kvalitet med forskellige fordele. I sidste ende skal du vælge den type indbinding, der passer bedst til din bog og dine egne forestillinger. Vi anbefaler at få din bog professionelt indbundet for at sikre, at den har den kvalitet og lange levetid, du ønsker.

  • Garnhæftning: Velegnet til hardcover-bøger, fx børnebøger eller kogebøger og dekorative udgaver af skønlitterære værker, der skal produceres i en særlig høj kvalitet.
  • Klæbebinding: Velegnet til hardcover-bøger, hvor garnhæftning ikke vælges, eller paperbacks som fagbøger, teknisk litteratur, skønlitterære titler og romaner, der skal være fleksibele og kompakte.
  • Spiralryg: Velegnet til kogebøger, kalendere eller notesbøger, der skal være særligt lette at bladre i.
  • Klammehæftning: Velegnet til udgivelser i små formater som hæfter, magasiner, notesbøger eller kataloger med få bogsider.

Hvordan fungerer bogbinding i BoDs produktion? Se med i videoen her!

Stadig i tvivl om udformningen af din bog?

Så tag et kig på denne blogartikel: Bogudstyr hos BoD: Få overblikket her

Eller på vores hjemmeside: Bogudstyr og udformning

Kommentarer

    • Kære Ib

      Tak for din besked. Hvis du har spørgsmål til registreringen i myBoD eller andet, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til vores kundeservice på 33 37 87 77 eller info@bod.dk. De hjælper dig videre med dit konkrete spørgsmål.

      Mange hilsner
      Dit BoD-team

Skriv et svar

*Obligatorisk felt