Dylan på Dansk

Jep Loft har succes med at udgive sine oversættelser af Bob Dylans sange. Uden nogen professionel baggrund i musikbranchen har han oversat 65 sange, som…

Bob Dylan har netop opnået en af litteraturens største anerkendelser ved at få tildelt Nobelprisen i litteratur 2016. Med: ”Dylan på Dansk” er der rig mulighed for at læse, genlæse eller synge de smukke tekster.

Du kan købe “Dylan på Dansk” som fysisk bog eller e-bog i alle relevante boghandlere og onlineshops. Bogen fås også i BoDs online-shop her. Bogen kan også lånes på eReolen.

Du kan se og bestille “Dylan på Dansk” på BoD’s stand på Bogforum 2016. Programmet for BoD på Bogforum 2016 finder du her.

Vil du fortælle os, hvordan din bog opstod? Hvilken idé ligger bag dette bog-projekt?
Jeg oversatte den første Dylan-sang i 1976. Det var en kompliceret sang: ”Visions og Johanna”. Jeg gjorde det for at se, om jeg kunne. Jeg sendte det ind til litteraturkritiker Poul Borum, som også har arbejdet med Dylans tekster. Han konstaterede tørt, at kvaliteten var langt højere end hans. Da jeg i 2009 hørte om BoD havde jeg oversat 29 sange. Det var en oplagt idé at udgive dem som en dansk sangbog. Siden er der kommet ti nye udgaver, og nu er jeg oppe på 65 sange.

Hvor lang tid gik der fra idéen til den færdige bog blev udgivet?
Jeg havde arbejdet med sangteksterne i forskellige perioder i løbet af de 33 år. Det er ikke let med alle de rim, der er i sangene, når også versefødder og betoninger skal passe. Men det tog meget kort tid at udgive bogen, da jeg først havde fået idéen. BoD var lige det, jeg havde gået og ventet på.Hvorfor har du netop valgt at udgive dine bøger selv? Hvilke tanker ligger der bag valget af selvudgivelse?
Min bog er en ’smal’ bog, som almindelige forlag næppe står i kø for at tage. Jeg ved heller ikke, om de kan gøre ret meget for mig, som jeg ikke kan gøre selv og via BoD. For mig er denne udgivelsesform det helt rigtige. Jeg har rettet i teksterne hundredvis af gange i årenes løb, og jeg ville meget nødigt have haft et oplag liggende i trykt form. Jeg vil også gerne selv kunne disponere uden at skulle have lov af mit forlag.Har du fulgt en bestemt plan for markedsføring af bogen eller er det meste kommet tilfældigt?
Man går vel efter alle de muligheder, der viser sig. I flere år solgte jeg i gennemsnit 1-2 eksemplarer om ugen uden at vide, hvorfra folk havde hørt om bogen. Jeg har annonceret på Google og YouTube, men jeg har ikke kunnet påvise nogen effekt.

Kan du nævne noget specielt eller særligt inden for markedsføringen af din bog, du ikke kommer til at glemme?
Jeg blev inviteret ind til Sproglaboratoriet på DR P1 i 2002. Det gav opmærksomhed og bogsalg. Ofte blev der solgt flere end 1 bog ad gangen. Jeg antog, at det var musikskoler, der købte den. Nu ligger der et interview med mig på Babelfisken.dk. Det giver vel også noget. Jeg ved også, at nogle af teksterne bliver sunget til forskellige musikarrangementer i den nærmeste fremtid og det kan vække interesse.

Da der var udstilling af Dylans akvareller på Frederiksborgmuseet i 2014, fik deres boghandel 50 bøger i kommission. De blev hurtigt udsolgt, og jeg måtte skynde mig at skaffe flere. Ved koncerten sidste år i Falkonercentret blev bogen solgt ved indgangen. Musikforretninger har bogen i kommission, og de har solgt de fleste af de eksemplarer, de har fået. Det samme har Arnold Busck. Det er oplagt, at bruge Nobelprisen i litteratur 2016, som gik til Bob Dylan, som anledning til at gøre opmærksom på, at man godt kan sælge som selvudgiver.

Hvilke tips eller råd om udgivelse og markedsførelse ville du give andre forfattere?  
Mon ikke fremtiden ligger på internettet? Det er nok vigtigt at finde ud af at annoncere rigtigt og at bruge de sociale medier. Det er jeg ikke god til. Måske er det en idé at alliere sig med nogle unge mennesker, der behersker de mange fora og internettjenester. Det er også værd at overveje, at få professionel hjælp f.eks. fra BoD.

Forfatteren

Jep Loft oversatte sin første Bob Dylan sang for at se om han kunne. Det lykkedes rigtig godt, og over årene har han oversat 65 sange, som er udgivet i den populære sangbog, ”Dylan på Dansk”. Han valgte selvudgivelse for nemt at kunne redigere i sine tekster og for selv, at kunne træffe alle vigtige beslutninger angående bogen.