Gennem vores 20 års erfaring er der nogle typiske fejl ved selvudgivelse, vi ser oftere end andre. Du får derfor her en samlet oversigt, så du kan lære af dem – og samtidig får du vores tips til, hvordan du bedst muligt håndterer din bogudgivelse.
Vil du have direkte besked om nye blogindlæg? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev der udkommer 1-2 gange om måneden.
Hvad er selvudgivelse overhovedet?
Som selvudgiver udgiver du din bog uden et traditionelt forlag og har fuld kontrol over indhold, opsætning og design. Der findes mange hjælpemidler til at klargøre din bog til udgivelse – både gratis løsninger, men selvfølgelig også professionel hjælp som korrektur, bogsats, omslagsdesign og bogmarkedsføring. På den måde kan du helt selv styre, hvilke dele du selv kan klare, og hvor du har brug for hjælp, så du ender med en professionel bog. Vær her ærlig med dig selv, så du undgår de typiske fejl ved selvudgivelse.
Når tekst og layout er klar, uploader du filerne, vælger format og pris – og få dage senere er din bog tilgængelig. Herefter handler det om markedsføring, så den når ud til læserne!
De 10 typiske fejl ved selvudgivelse
1. Manglende professionalitet
2. Fejl i indhold og retskrivning
3. Manglende blik for detaljer
4. Dårlig bagsidetekst
5. Manglende forberedelse
6. Forhastet udgivelse
7. For lidt fokus på marketing
8. Fejl ved beregning af længde og pris
9. Falske anmeldelser
10. Kritik tages for personligt
1. Manglende professionalitet
Helt overordnet set, er en af de største fejl ved selvudgivelse, at bogen mangler professionalitet. Hvis omslaget ser amatøragtigt ud, og den indvendige opsætning ikke er rar at læse, er det svært for din bog at blive en succes. Når det gælder selvudgivelse, vil nogle forfattere gerne påtage sig alle opgaverne selv, måske for at spare penge. Det er dog meget få personer, der har kompetencer til at udføre alle udgivelsens faser i en høj kvalitet (skrivning, design & layout, udgivelse og markedsføring).
Tip: Vær bevidst om dine styrker og svagheder, og søg hjælp fra professionelle, hvor dine egne evner ikke rækker. Tag et kig på BoDs services – vi hjælper dig gerne med at gøre din bog professionel.
2. Fejl i indhold og retskrivning
Hvis du arbejder intensivt med din tekst over en længere periode, kan du stirre dig blind på dit manuskript, og som følge overse mindre eller endda større fejl. Stavefejl får din bog til at se uprofessionel ud, ligesom brud i indholdet eller logiske fejl. Derfor er det vigtigt at få hjælp fra professionelle, når du arbejder med din tekst.
Tip: Få betalæsere til at læse din bog inden udgivelse, og tag deres feedback til dig – men uden at tage den personligt. Søg professionel hjælp til korrektur ogredigering, hvis teksten har brug for det.
3. Manglende blik for detaljer
Hvis en bog skal være virkelig overbevisende, skal selv de mindste detaljer være i orden. For eksempel bør papirfarven altid være hvid for en fagbog og cremehvid for en skønlitterær bog. Omslaget skal ikke kun se godt ud, men også matche den valgte genre og tage højde for aktuelle tendenser. Hvis man ignorerer disse detaljer, kan det have indflydelse på bogens succes.
Tip: Kig i en masse bøger for at få inspiration og se tendenserne ved nyere udgivelser, der minder om din bog.
4. Dårlig bagsidetekst
Teksten på bagsiden af din bog (som typisk også vises i onlinebutikkerne) kan være afgørende for, om læserne vælger at købe den. Desværre ser vi ofte, at nogle forfattere skriver en alt for detaljeret tekst om indholdet ledsaget af et udførligt forfatter-CV. Selvom det er ment vel, har det dog en tendens til at skræmme folk væk.
Tip: Bagsideteksten skal være spændende og kortfattet nøglefakta, som virkelig vækker nysgerrighed hos læseren og dermed giver lyst til at læse (og købe) bogen.
5. Manglende forberedelse
Hvad er fordelene og ulemperne for dig og din bog, når du selvudgiver? Hvilke ting, skal du have styr på? Hvem kan hjælpe dig? Hvilke andre succesfulde bøger findes der allerede om dit emne? Hvad er de potentielle læseres forventninger til din bog? Hvis man ikke forbereder sig grundigt på forhånd og undersøger markedet og konceptet med selvudgivelse grundigt, ender man ofte med at blive skuffet.
Tip: Sørg for at sætte dig godt ind i hele udgivelsesprocessen (fra skrivning og udformning til udgivelse og markedsføring). Når du er godt forberedt, vil både processen blive lettere for dig – og resultatet blive bedre for læserne.
6. Forhastet udgivelse
Det kan gå rigtig hurtigt, når man selvudgiver, men det kan også gå FOR hurtigt. Selv om du ikke trykker flere tusinde eksemplarer med det samme og stadig kan tilpasse dit arbejde senere, skal du stadig sørge for, at kvaliteten er i orden inden den første udgivelse. Hvis du skynder dig, så din bog kan blive læst så hurtigt som muligt, vil det i mange tilfælde have modsat virkning, hvis det ikke er gennemarbejdet.
Tip: Sørg altid for at planlægge god tid til kvalitetssikring og til at træffe de rigtige valg omkring udformningen af bogen, inden du udgiver. Tag gerne en lille pause fra projektet, så du kan se det med nye øjne, inden du trykker “udgiv”.
7. For lidt fokus på marketing
Selv om dine venner lover at købe bogen, er det ikke nok til at få rigtig succes. Du skal selv være aktiv, reklamere via sociale medier, opsøge salgssteder, arrangere oplæsninger, skrive til bogbloggere og lave pressearbejde. Uanset hvor god din bog er, når den ikke ud til nok mennesker, hvis du ikke tager dig af markedsføringen.
Tip: Lav en plan for markedsføringen af din bog allerede inden den udgives. Skab opmærksomhed omkring bogen både før og efter udgivelsen.
8. Fejl ved beregning af længde og pris
Mange forfattere tror, at en ekstra tyk bog gør størst indtryk – og de forlanger også en pris derefter. Men det er ikke antallet af sider, der tæller, hvis du vil fange din målgruppe. Sørg for et gennemtænkt koncept med henblik på både længde og prisfastsættelse.
Tip: Tag et kig på bogmarkedet, og sammenlign din bog med lignende titler, så du får en idé om både længde og pris.
9. Falske anmeldelser
Gode anmeldelser øger salgstallene. Det kan derfor være meget fristende selv at skrive et par anmeldelser – en fejl, som nogle selvudgivere desværre begår. Nogle beder også deres netværk om at skrive ærlige, autentiske anmeldelser, men her skal du også træde varsomt. Hvis de udelukkende er skrevet for at gøre dig en tjeneste, er de tit nemme at gennemskue og vil derfor have modsat effekt end tiltænkt.
Tip: Sørg for at gøre et godt pressearbejde. Opsøg bogbloggere (fx på sociale medier), relevante aviser/magasiner eller andre relevante kanaler med henblik på at få en anmeldelse. Bed dem sende oplysningerne til presse@bod.dk, så sender vi et gratis anmeldereksemplar til dem for dig!
10. Kritik tages for personligt
Når man udgiver en bog og bliver synlig som forfatter, kræver det både mod og styrke. For det er (desværre) ikke alle læsere, der vil elske dit værk. Det kan ske, at der kommer negative anmeldelser eller kritiske indlæg på de sociale medier. Hvis du tager det personligt og måske endda forsvarer dig selv offentligt, er der større sandsynlighed for, at du skader dit eget image – det skal du kunne stå imod.
Tip: Vælg dine kampe med omhu og acceptér, at ikke alle er lige så begejstrede for din bog, som du selv er. Fokusér hellere på alle de positive tilbagemeldinger. Hvis der er noget, der går dig personligt på, så opsøg råd og sparring hos andre forfattere.
Konklusion og 3 tips til din bogsucces
For at sikre en god proces får du her en opsummering af de tre vigtigste tips til at gøre din bog til en succes:
1. Fokus på kvalitet
Uanset om du har brug for korrekturlæsning, redigering, opsætning af dit manuskript eller et professionelt bogomslag, så finder du kompetente fagfolk til at hjælpe dig i hvert trin i selvudgivelsesprocessen.
2. Forbered dig godt
En god forberedelse gør hele forskellen. Undersøg markedet, definer din målgruppe, og læg en plan for din udgivelse. På vores hjemmeside finder du flere nyttige informationer til at komme godt fra start.
3. Lav aktiv markedsføring
Overvej, hvordan du kan markedsføre din bog allerede under skriveprocessen. Skab fx et fællesskab på sociale medier, og kontakt potentielle salgssteder tidligt. Sådan sikrer du, at der allerede er interesse for din bog på udgivelsesdagen – den bedste forudsætning for en stærk salgsstart.
Når du skaber din egen bog, kan du lægge grunden for din succes som forfatter. Med den rette forberedelse undgår du de typiske fejl ved selvudgivelse, og står stærkere i dit bog-eventyr. Held og lykke!
Disse blogindlæg kunne også være noget for dig
Selvudgivelse: Hvordan fungerer det?
Hvordan kan jeg lave en bog? 7 trin fra idé til udgivelse
Kan kunstig Intelligens hjælpe med at skrive en bog?
Oversat og redigeret af Liv Grønborg