Korrektur – en æressag

HVAD ER DE HYPPIGSTE FEJL, DER LAVES?

De absolut hyppigst forekommende fejl er kommafejl. Stavefejl er sjældnere, men somme tider kommer man ud for en sætning, der er gået helt i kludder, eller hvor der tydeligvis mangler nogle ord. Så må man skrive en bemærkning om det til redaktøren og bede ham spørge forfatteren, hvad der skulle stå. Inden for kommasætning er der forskellige principper, man kan vælge imellem, så der skal man finde ud af, hvilket princip forfatteren ser ud til at følge, og så rette afvigelser fra det, så tegnsætningen bliver konsekvent. Det er også nødvendigt at kende de nyeste grammatiske regler, så man ikke retter noget, som faktisk ikke er en fejl. F.eks. er det nu i mange tilfælde valgfrit, om man vil sætte -t på adverbier som ”foreløbigt”, som før skulle være uden -t. Og man må nu gerne skrive f.eks. ”overfor vores hus”, hvor det tidligere skulle skrives ”over for vores hus”, men ”de bor overfor”. Her skal man også finde ud af, hvad forfatteren hyppigst gør, selv om det kan være fristende at rette til det, man selv foretrækker.

HAR JEG NOGLE ”YNDLINGSFEJL”?

Nogle af mine ”yndlingsfejl” er de mere spidsfindige kommafejl som f.eks. i sætninger som ”det gælder om at finde ud af, hvor mange fejl der er i teksten”. Her ser man ofte komma foran det formelle subjekt ”der”, fordi det bliver forvekslet med et relativpronomen som i udtrykket ”de største fejl, der bliver begået”.
Det kan også være meget tilfredsstillende at få mulighed for at omformulere sætninger, så de falder mere naturligt. Det kan f.eks. være nødvendigt i tekster, der er oversat fra et andet sprog, som har andre normer for rækkefølgen af sætningsleddene. Det kan også være relevant i romaner og noveller, hvor man nogle gange kan gøre replikkerne mere naturlige og mundrette. Men her skal man passe på, at man ikke helt overtager forfatterens rolle. Hvis det er større ændringer, man har lyst til at foreslå, bør man om muligt gøre det i en kommentar i stedet for at ændre på teksten.

HVAD SYNES JEG OM SELVUDGIVELSE?

Selvudgivelse, som er blevet meget populært de senere år, er en glimrende mulighed for at få udgivet sine bøger, selv om man ikke kan få et af de traditionelle forlag til at interessere sig for dem. Men netop fordi man i det tilfælde ikke har en redaktør til at læse teksten, er det en god idé at få en korrekturlæser til at gennemgå den. Sproglige fejl i en bog gør et dårligt indtryk, og man risikerer meget let, at dette skygger for et ellers godt og interessant indhold. Selv om fejlene sjældent er meningsforstyrrende, henleder de opmærksomheden på den formelle side af teksten på en uheldig måde. En professionel korrektur koster selvfølgelig nogle penge, men de er godt givet ud, fordi korrekturen får teksten til at fremtræde i en sproglig form, der lader indholdet komme til sin ret uden forstyrrelser. Derfor vil jeg råde alle forfattere til under alle omstændigheder at få en anden til at læse deres manuskripter igennem inden udgivelsen. Det er nemlig utrolig svært at læse korrektur på sine egne tekster – selv for korrekturlæsere. Man overser altid nogle fejl, fordi man læser det, man tror, der står.

HAR JEG NOGLE TIPS, JEG KAN GIVE VIDERE TIL FORFATTERE?

Et konkret tip til forfattere, især af fiktion, er at læse teksten højt for sig selv. Derved vil man ofte opdage formuleringer, der ikke er naturlige og mundrette, hvilket navnlig er vigtigt i replikker.

I denne forbindelse har jeg også lyst til at sige, at noget af det mest frustrerende, man kan komme ud for som korrekturlæser, er, hvis man ikke får lov til at rette fejl, som man egentlig gerne ville rette. Det kan f.eks. være i digte, hvor forfatteren har sagt, at der kun må rettes stavefejl og ikke tegnsætning. Jeg har også haft opgaver, hvor der kun skulle læses korrektur på visse dele af teksten, og hvor der tydeligvis også var fejl i andre dele af den. Det er utilfredsstillende at aflevere sådan en opgave, når man betragter korrektur som en æressag.