Jeg skrev den bog, jeg selv manglede

Har du nogensinde oplevet at lede forgæves efter litteratur om et specifikt emne? Nørdet ekspertviden i bogform eller måske bøger at spejle dig og finde…

 

Stinemaria Mollie Jensen er forfatter, foredragsholder og mentor for sensitive kvinder. Hun er selv sensitiv og har skrevet flere bøger om dette emne, bl.a. “Sensitiv fra A-Z“, som er en opslagsbog med inspiration og øvelser til mere ro og nærvær i hverdagen.

Hun er desuden uddannet Integrative Coach af Debbie Ford fra Ford Institute samt yogalærer og mindfulnessinstruktør.

“Da jeg selv erkendte, at jeg er sensitiv, manglede jeg en praktisk bog med konkrete tips til at tackle situationer som sensitiv. Senere som foredragsholder og mentor for sensitive mennesker oplevede jeg, at jeg svarede på de samme spørgsmål og gentog de samme værktøjer, da vi ofte kæmper med de samme ting i vores hverdag.

Derfor skrev jeg ‘Sensitiv fra A-Z’, som er den bog, jeg selv stod og manglede: her har jeg samlet mine bedste redskaber til at skabe overskud i hverdagen med gode råd til, hvordan du tackler f.eks. jul, sensitive børn, storrumskontorer og manglende grænsesætning. Bogen indeholder desuden fortællinger fra sensitive mennesker, jeg har mødt på min vej.

Når jeg holder foredrag og fortæller om disse ting, kan folk købe bogen med hjem og genfinde de ting, jeg har fortalt om. Min idé med bogen er, at den skal bruges som et opslagsværk ved en specifik situation i hverdagen, som kan føles svær eller udfordrende.

Overvejer du selv at udgive en bog, er mit bedste råd at få feedback på dit manuskript fra potentielle læsere, så du får din viden præsenteret bedst muligt – og få lavet et flot omslag, da mange vælger bøger ud fra det visuelle førstehåndsindtryk.”


 

Martin Anker Wiedemann har sejlet siden drengeårene i alt fra vandcykel til rummelige familiebåde og er en inkarneret og passioneret sejler. Hans særlige passion er de allermindste sejlbåde til tursejlads og naturnære oplevelser, og den bærende overbevisning er, at sejlglæden er ligeså stor, som båden er lille. Han arbejder som ledertræner og organisationskonsulent og er desuden forfatter til bl.a. “Pocket Cruising og Mikroeventyr – Et enkelt sejlerliv uden lommesmerter“, som han fortæller om nedenfor.

“En periode med god tid fik mig til at tage en beslutning om at skrive en bog om at sejle. Den skulle handle om de mange småbåde fra lystbådenes guldalder i 60’erne og 70’erne. Jeg skrev den egentlig mest fordi, jeg selv savnede den i mit bådbibliotek. 

Alt, hvad jeg ved om disse både, stammer fra bøger fra 70’erne og fra gamle bådblade. Jeg blev klar over, at det var vigtigt at bevare den viden, jeg havde samlet om bådene, da al eksisterende litteratur har over 40 år på bagen.

At skrive en bog er en spændende og møjsommelig proces, men også rigtig givende og forløsende, når den realiseres. Der gik rigtig meget tid med at indhente billeder og illustrationer og få tilladelser til publicering. Det var godt at få sproglig feedback og hjælp til korrekturgennemgang fra min nærmete familie og venner. Uden den hjælp var jeg ikke blevet tilfreds med resultatet. BOD’s selvpublicering inklusive bogskabeloner gjorde det så let, som det nu kan blive at gøre alting selv, og så har de endda flere tilvalg, hvis man behøver hjælp til processen.

Jeg har fået rigtig god feedback på bogen og er selv blevet glad for at have den i min bogreol i dag.”


 

Nina Harboe er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut og kvinden bag bloggen ninasklumme.dk, som handler om de oplevelser og erfaringer hun har gjort sig som pårørende til sin demensramte mand. Hun er desuden forfatter til bl.a. “I morgen er en ny dag – en brugsbog for pårørende” om samme tema, som hun fortæller om nedenfor.

“Bloggen har været min måde at få tankemylderet ud af hovedet og dele mine erfaringer. Tanken om at udgive nogle af disse blogindlæg i bogform til andre i samme situation tog form, da jeg håbede på at nå pårørende, som ikke kendte til min blog.

Det skulle samtidig være en brugsbog, så læseren ud over at læse bogen også blev inviteret til selv at skrive og reflektere. Jeg ville skrive en bog, som jeg selv kunne have brugt de år, min mand var ramt af uhelbredelig sygdom, og jeg skulle forholde mig til så mange nye og anderledes forhold i mit liv.

Bogen blev en lille handy bog med spiralryg, så læseren kunne skrive egne notater efter hvert af bogens 13 temaer uden at bogens ryg blev ødelagt. Bogen er skrevet i et sprog, der er let at gå til, og temaerne vækker genkendelighed og dækker alle faserne i forløbet: de første sygdomstegn, det gradvise tab af fællesskab, tiden på plejehjem og vigtigheden af at dele sin sorg, sin tvivl og sine tanker med andre. I bogen deles også erfaringer med, hvordan man tager en værdig afsked, og hvordan man kommer på benene igen som efterladt.

Jeg har fået rigtig god respons fra læserne, som oplever, at den netop hjælper dem med at reflektere over livet som pårørende. Mit råd til dig, der selv har noget på hjerte, personlige erfaringer, du vil dele i bogform, er: ‘Tænk, at du er ikke den eneste, og at andre også kan få glæde af, at du deler dine oplevelser.'”


 

Peter Schmidt er, ved siden af sit arbejde som it-sikkerhedsansvarlig, dedikeret håndboldtræner og har været det i mere end 30 år. Begejstringen har holdt ved siden han som ung stiftede bekendtskab med sporten, og knæproblemer gjorde et skifte fra inden for stregerne til udenfor nødvendigt. Han er desuden forfatter til en lang række bøger om håndboldtræning, som er blevet til på baggrund af hans mangeårige trænererfaring.

“Bogprojektet startede som en tanke tilbage i 2004-2005, nærmest i irritation over, at jeg ikke på daværende tidspunkt syntes, at jeg kunne finde litteratur med praktiske øvelser til min håndboldtræning. Masser af teori, ja. Gode kurser fra håndboldforbundet, ja. Men ikke meget, jeg kunne relatere til hjemme i hallen, når teori skulle omsættes til praksis.

En god ven og trænerkollega forærede mig bogen ‘1000 øvelser – basketball’, og sagde til mig, at sådan én skulle jeg skrive til håndbold. Det lagde kimen til idéen om selv at skrive de bøger, jeg manglede. Så det gjorde jeg så. Det gik godt – den ene bog blev til flere. Resten er, som man siger, historie.

Det er så fanstatisk en følelse at skrive noget, andre kan bruge. Jeg har fået rigtig god feedback på mine bøger fra mine trænerkolleger rundt om i hallerne og kan kun sige: har du en idé, så kast dig ud i projektet!”


SPRING UD SOM FORFATTER

Brænder du selv inde med en idé til en bog? Vi hjælper dig med at gøre din bog til virkelighed! Uanset om du blot vil trykke et par eksemplarer til dig selv eller udgive din bog og/eller e-bog inkl. salg via boghandlerne, har vi et passende produkt. Vi tilbyder også en lang række redaktionelle ydelser og skræddersyer gerne et uforpligtende tilbud til dig. Ring til os på tlf. 33378777 og få en snak om mulighederne.

Skriv et svar

*Obligatorisk felt