Fagbogsforfatter med skarpt øje for målgruppen

BoD-forfatter Sidsel Bekke-Hansen har med "Lavt stofskifte – Psykologiske og kognitive aspekter" udgivet den fagbog, hun selv manglede, da hun fik diagnosticeret den kroniske sygdom.…

Kombinationen af en stærk faglig ballast, forfatterens personlige oplevelse med sygdommen og et indgående kendskab til og fokus på målgruppen under hele processen har betydet, at bogen har fået en flot modtagelse blandt både læsere og fagfolk. Her fortæller Sidsel Bekke-Hansen om sine tanker bag udgivelsen og deler sit bedste markedsføringsråd.

Vil du fortælle, hvordan idéen til din bog opstod?

Jeg har skrevet den psykologiske fagbog, jeg ville ønske, jeg selv havde haft, da jeg blev ramt af den kroniske sygdom lavt stofskifte. Det er en udbredt sygdom, som lever lidt i det skjulte. Der er skrevet andre bøger om emnet, men der er ikke skrevet om de psykologiske og kognitive følger af sygdommen. Da det er mit faglige speciale, lå det lige for at skrive en bog herom.

Hvordan har du selv opnået den viden, du formidler i din bog?

Jeg er uddannet psykolog med en ph.d. i sundhedspsykologi. Det vil sige, at jeg interesserer mig for og beskæftiger mig med samspillet mellem det psykologiske bredt set og somatiske sygdomme. Der ligger lang tids søgen efter og læsning af forskningslitteratur bag tilblivelsen af bogen.

Kan du nævne noget specielt eller særligt i skriveprocessen, du ikke kommer til at glemme?

Jeg går i flow, når jeg skriver, og det er altid særligt for mig. Derudover har jeg haft lejlighed til at samarbejde med en masse dejlige og meget vidende mennesker omkring bogen. Det har jeg også sat helt særligt pris på.

Hvor lang tid gik der fra idé til udgivelse?

Fra den helt rå idé til udgivelsen gik der ca. to år.

Hvordan har du grebet markedsføringen af din bog an?

Jeg kendte min målgruppe indgående i forvejen og har introduceret bogen i de relevante fora på de sociale medier.

Bild

Sidsel Bekke-Hansen

Sidsel Bekke-Hansen er autoriseret psykolog og ph.d. med speciale i sundhedspsykologi. Hun har i en årrække forsket, redigeret fagbøger og undervist inden for sundhedspsykologiske emner. Forfatteren har selv lavt stofskifte og møder regelmæssigt mennesker med lavt stofskifte gennem sin psykologpraksis.

Læs mere om Sidsel Bekke-Hansen her.

Hvornår begyndte du at gøre dig tanker om at markedsføre din bog? Allerede i bogens tilblivelsesfase eller først, da den var færdig?

Markedsføring har ikke været det primære for mig ved denne bog. Emnet er et hjertebarn for mig, og jeg ville have skrevet den, uanset om jeg troede, den kunne sælges eller ej. Jeg har derfor primært fokuseret på markedsføring i den allersidste fase af bogen.


Om bogen


Lavt stofskifte – Psykologiske og kognitive aspekter henvender sig til mennesker, som har fået konstateret stofskiftesygdommen i deres voksenliv, samt til deres pårørende. Den er også relevant for fagfolk, der arbejder med lavt stofskifte i det daglige.

Bogen kan bl.a. købes her.

Kan du nævne noget særligt inden for markedsføringen af din bog, du ikke kommer til at glemme? Hvilken positiv feedback kan du nævne i denne sammenhæng?

Bogen er blevet taget utrolig flot imod blandt de mennesker, som jeg håbede, kunne ønske at læse den. Jeg får flere gange ugentligt tilkendegivelser fra mennesker, jeg ikke kendte i forvejen, og jeg er meget taknemmelig for disse henvendelser. Der er ligeledes flere personer inden for fagområdet som af sig selv har tilbudt at anmelde bogen, hvilket jeg også er meget taknemmelig for.

Hvilke tips eller råd om udgivelse og markedsføring vil du give andre forfattere?

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i, hvad der har virket positivt for mig. Og det er vigtigt at huske på, at jeg har skrevet en meget målrettet fagbog. Jeg har haft målgruppen for øje under hele processen. Jeg er løbende i kontakt med min målgruppe, og jeg stiller mig til rådighed og interagerer omkring bogens emne. Og måske vigtigst af alt. Jeg holder af at gøre det.

Hvad er du mest stolt af ved din bog?

At det er lykkedes mig at få fod på et tungt fagstof samtidig med, at jeg forhåbentlig har videregivet brugbare konkrete redskaber til mennesker, der er ramt af symptomer fra sygdommen og til fagpersoner inden for sundhed og psykologi.

Har du planer om at skrive flere bøger?

Ja. Jeg har skrevet andre bøger tidligere og er i fuld gang med min næste bog.

Kommentarer

  • Vi stofskipatienter er lykkelige for den bog- den berører rigtig mange af de ting vi slås med til dagligt… Tak for den!

    • Kære Anett. Hvor er vi glade for at høre, at du og andre har så megen glæde af Sidsels bog!
      Mange hilsner
      Anne Sofie fra BoD

Skriv et svar

*Obligatorisk felt